Litteratur om kryddersnaps
  1. Kryddersnaps
    Anne Hjernøe, Politikens Forlag

    Kryddersnaps er skrevet af Anne Hjernøe, som er kendt fra TV programmerne Frilandshaven og Anne-mad. Bogen kan betegnes som en grundbog i fremstilling af kryddersnaps. Bogen kommer omkring alt, hvad man har brug for at vide, når man for første gang begiver sig ud i fremstilling af kryddersnaps.

    Bogen indeholder en lang række opskrifter baseret på urter, bær og frugter som er let tilgængelige. De fleste opskrifter er baseret på udtræk af kun en enkelt urt. Hovedvægten er lagt på kryddersnaps som smagsoplevelse og hvordan den enkelte kryddersnaps nydes bedst. Bogen er illustret med flotte farvefotos.

    Bogen er et rigtigt godt sted at starte, når ideen om at fremstille sin egen kryddersnaps melder sig.

  2. Kryddersnaps
    Niels Stærup, Aschehoug Dansk Forlag

    Niels Stærup har opbygget bogen som en slags kryddersnapsealmanak, hvor opskrifterne er inddelt efter de fire årstider. Bogen er således nem at tage udgangspunkt i, hvis man vil se, hvad naturen byder på, på et bestemt tidspunkt på året. Beskrivelsen af urterne er bygget op om fire gennemgående punkter: opskrift, fremgangsmåde, sæson og indsamlingssteder samt urtens naturmedicinske egenskaber.

    Alle beskrivelser er ledsaget af et foto af krydderurten.

    Bogen er enkelt og overskueligt opbygget og er et rigtigt godt sted at starte sin karriere som kryddersnapsfremstiller.

  3. Båjwåj og blodrod - Hugos bog om bjesk
    Hugo Nielsen, Dafolo Forlag

    Snapsebogen Båjwåj og blodrod er skrevet af Hugo Nielsen, Hirtshals som har "stået i lære" ved den navnkundige bjeskblander Signe Hansen, Hirtshals.

    Bogens klitbjesk opskrifter er baseret på de blomster og urter, som findes i de nordjyske klitplantager.

    Beskrivelsen af urterne er bygget op omkring tre gennemgående punkter: Udseende og udbredelse, høst samt anvendelse og folketro. Anvendelse relaterer til urternes helbredende virkninger.

    Alle beskrivelser er ledsaget af et foto af krydderurten.

    Opskrifterne på klitbjesk er stillet op i skematisk form og er lige til at gå til. Ligesom langt de fleste råvarer vil være let tilgængelige.

    En god og overskuelig bog, som gør det nemt for novicer at komme igang med at fremstille sine egne kyddersnapse.

  4. - blade fra Signe Hansens bjeskbog
    Christian Hansen, Hirtshals Museum

    Signe Hansen, Hirtshals var af mange betegnet som Danmarks førende bjeskbrygger og gjorde den nordjyske tradition for bjeskbrygning kendt i hele Danmark.

    Bogen er bogstaveligt talt blade fra Signe Hansens opskriftsbog og indeholder godt tres forskellige håndskrevne opskrifter på bjesk. Signe Hansens håndskrevne opskriftsbog opbevares i dag på Hirtshals Museum, som også har en lille udstilling om Signe Hansens Klitbjesker.

    Opskrifterne er enkle at gå til og er primært baseret på urter og bær, som findes i de nordjyske klitter og plantager.

    Bogen er "kilden" til at fremstille sin egen bjesk.

  5. Brændevin, bjesk og bitter
    Hans Lyngby Jepsen, Gyldendals Bogklub, 1973

    Den lille bog indleder med en beskrivelse af brændevinens historie, hvordan brændevin brændes, beskrivelse af mange gode brændevine og hvordan man nyder brændevin. Bogens sidste halvdel indeholder opskrifter på kryddersnapse inddelt i tre kategorier: Urtesnapse, Bærsnapse og Bittersnapse. Urte- og bærsnaps opskrifterne er baseret på udtræk af kun en enkelt urt/bær mens opskrifterne på bittersnapse er baseret på blandinger af krydderier. Opskrifterne er lette og enkle at gå til og er krydret med forfatterens personlige erfaringer.

  6. Hjemmebrænding og snapseurter
    Jørgen Munkebo, Chr. Erichsens Forlag

    En sjov lille bog fra først i 1970'erne om "gør-det-selv" hjemmebrænding samt et par mindre afsnit med opskrifter på kryddersnapse, blandingssnapse og likører. Bogen afsluttes med kapitlet "Sådan siger loven" - en lille indikator på den eksperimenterende tid, som bogen har sin oprindelse i.

  7. 131 kryddersnapse
    M.T. Hortulanus, Det Schønbergske Forlag A/S

    Denne bog om kryddersnaps er den absolut mest krævende bog, som jeg er stødt på om emnet.

Copyright © metweb 2006-2020