Fotoserie 26. oktober 2012 - den sidste dag før frost!
26.10: Vore 'Vinca Minor'/Vintergrøn har holdt flytte dag og er flyttet til nordbedet foran huset. Både planterne fra Bente og fra skoven trives. Under jorden gemmer der sig nu en mængde løg: 'Tete a Tete' mini påskeliljer, 'Turkestanica' tulipaner , krokus i forskellige farver samt lyserøde hyacinter fra Vibeke. Bentes skovjordbær med lyserøde blomster har fået plads foran hækken.
26.10: Planterne i det hvide bed har fået selskab af en aflægger af 'Helleborus'/Påskeklokke. Planten er oprindelig fra mormor og morfars have i Høegh Guldbergsgade, denne aflægger er hentet i Hadsten hos Vibse og Ebbe. I bedet her er der lagt 'Fritillaria'/Vibeæg løg.
26.10: Køkkenhaven er ryddet bortset fra vinterporrer og jordbærplanter.
26.10: Skovbedet er blevet udbygget med endnu en væg rio-net til støtte for brobærplanten. Plantens grene bredte sig noget længere end beregnet, så brombærplanten er flyttet om bag komposten og kan nu brede sig på to rio-net. Endnu en gang havde far og jeg en kamp mod undergrundens store sten, da vi skulle banke pælene ned. Anlægsgartneren har tydeligvis ikke grubet helt ud til skel. Til foråret skal vi lave en lille flisegang/arbejdsplads ind til kompostbeholderen, foreløbig ligger fliserne bare ovenpå jorden. Skovbedet gemmer nu også liljekonvaller med oprindelse i mormor og morfars have og anemone løg i blandede farver.
26.10: Vi har fået plantet en række buksbom langs frugt- og bærhaven. Langs hækken er der langt en række blomsterløg; påskeliljer, pinseliljer og tulipaner i flere nuancer. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud til foråret.
26.10: Højbedet er blevet ryddet for buskbønnerne, - som i øvrigt gav et udbytte på ikke mindre end 14,8kg. Vi har nu fået plantet 20 'Lady of Megginch' roser i stedet. Det bliver også spændende at se, hvordan de kommer til at virke, når de engang er vokset op. Lavendelerne står stadig og blomstrer og dufter.
26.10: Flere af krydderurterne er blevet flyttet og 'spredningssikret' med plantning i byggeaffalds-kloakrør.
26.10: Blomsterbedet er blevet udbygget med geranier/storkenæb fra Bente og Hanne samt løg af perlehyacinter og hyacinter.
26.10: Vi plukker stadig mange hindbær.
26.10: Tyttebærene strutter med bær, - omgivet af lidt sne, som faldt i eftermiddag.
26.10: 'Rozanne' geranierne blomstrer stadig helt fantastisk - som de har gjort det uafbrudt, siden de blev plantet i sommer.
Copyright © metweb 2006-2024